+ Om Hjelm
Om Hjelm udgravningen
Hjelm data download
Hjelm litteratur
English summary
 
Tilbage til linkliste

Tilbage til forside

 

 

 
 

 

 

Hjelm - introduktion til lokaliteten

 

På Hjelm åndede alt fred, da kong Erik Klipping, Skt. Cecilie nat den 21. no­vember 1286 blev myrdet i Finderup Lade. Der var ingen mennesker til at give udtryk for hverken vrede eller sorg, for Hjelm var ubeboet og havde været det i mange århundreder. Inde på fastlandet var situationen en ganske anden. Ingen vedkendte sig delagtighed i drabet, og det blev hurtigt klart, at kongens død efterlod et magtpolitisk tomrum. Den formynderregering, som skulle varetage landets interesser, indtil den unge kong Erik Menved blev voksen og selv kunne gøre sig gældende, tog nu alle midler i brug for at få tilkæmpet sig den reelle regeringsmagt. Man benyttede sig af omrejsende sangere som mester Rumelant, der i stærkt agitatoriske vers opfordrede befolkningen til at melde morderne og klart har ladet skinne igennem, at det var i kredsen blandt kongens tidligere fortrolige, at de sammensvorne skulle findes. Rumelant var hyret af enkedronning Agnes, kong Erik Menveds mor, og et andet »parti« blandt stormændene. Sangene skulle opildne en stemning blandt befolkningen, så den tidligere så magtfulde Marsk Stig, og med ham en række af landets fremmeste mænd, i 1287 kunne dømmes for delagtighed i mordet. De blev dømt fredløse og fik tre dage til at forlade landet. Den del af historien kan vi ifølge de skriftlige kilder tage for givet. Men om dommens retfærdighed var der usikkerhed, såvel i samtidens kilder, som i senere tiders udlægninger af historien. Endnu i dag er det et yndet diskussionsemne blandt historikere, hvorvidt de fredløse i virkeligheden var uskyldige.

Omrejsende sangere har uden tvivl digtet videre på historien og tildelt aktørerne helte- og skurkeroller, men viserne blev ikke skrevet ned, og derfor kender vi dem ikke i dag. Det skete først i 1500-årene, og på det tidspunkt fremstår Marsk Stig som en folkehelt, der ganske vist hørte til blandt kongens drabsmænd, men hans sag var retfærdig, for kongen havde sendt ham og andre stormænd på korstog, og i mellemtiden benyttet sig af deres fravær og taget ægtehustruerne med magt. Mordet bliver i folkeviserne en retfærdig hævn over en konge, som på den mest usle måde havde svigtet ridderidealerne. Denne psykologisk let forståelige udlægning om svig, voldtægt og hævn har leveret stof til senere tiders historiske romaner og i øvrigt til opfattelsen af begivenhederne frem til i dag. I folkeviserne nævnes Hjelm som det sted, Marsk Stig måtte flygte til, og hvor han byggede »en borg så fast«. Af de samtidige skriftlige kilder kan vi se, at helt sådan foregik det ikke, da Marsk Stig og de andre fredløse forlod landet.

De fredløse på Hjelm

De fredløse sejlede til Norge, hvor den norske konge ydede dem beskyttelse. I en fælles alliance udrustede de en stor flåde, som i 1289 og årene derefter sejlede ned i de danske farvande og belejrede og afbrændte flere af landets store kystbyer. I 1290 gik de i land på Hjelm. Havet omkring Hjelm kan være bryskt og ændrer til stadighed øens kyst. Vi ved derfor ikke præcist, hvordan kyststrækningen så ud dengang, og hvor det var muligt at lægge til og trække bådene op på stranden. Med baggrund i de nye geologiske undersøgelser er der tegnet et kort over Hjelms kystlinie, som den kan have set ud i middelal­deren. Formentlig er man som i nyere tid gået ind ved landingsstedet på øens vestside. Også området mod sydøst, neden for voldstedet Skådebakken, kan have frembudt muligheder for landgang. Der er dog næppe tvivl om, at man dengang som nu, måtte lade landgangen afhænge af vind og vejr.

Da den norske kong Erik Præstehader og de fredløse først havde bestemt sig for landgang på Hjelm, har de fået travlt med at befæste øen. Det kan meget vel have været hele flåden, som på vej hjem fra sommerens krigstogt lagde til ved Hjelm. Under de arkæologiske udgravninger på borgene viste det sig, at man har benyttet sig af forhåndenværende bygningsmaterialer. Øen var øde og uopdyrket og har været dækket af skov. Vedbestemmelser foretaget på trækul viser, at eg, bøg, el, pil/poppel og hassel har været blandt skovens træer.' Hele tre borge har man fundet nødvendige for at sikre den i forvejen utilgængelige ø, hvor de op mod 40 m høje og stejle skrænter fra naturens hånd i sig selv har vanskeliggjort adgangen til den centrale morænebakke. Det var her oppe på højlandet, man anlagde borgene: Fyrbakken centralt på øen, Kastelsbakken på en bakkeknude ude på kystskrænten mod vest og Skadebakken på øens østside. Borgene er opført samtidig som led i en samlet befæstning af hele øen. Det fremgår tydeligt af deres identiske byggestil. Efter at have fældet trævegetationen er voldgravene anlagt. De store mængder opgravet ler er i meter tykke lag lagt op på borgbankerne, som derved er blevet forhøjet betragteligt og planeret. De fældede træer er anvendt som stolper i de tårne, der blev en del af borgenes forsvar, som det ved udgravningerne blev påvist på både Kastelsbakken og Skådebakken. Der hvor tårnene skulle anlægges, gravede man 1,5 m dybe huller, hvori stolperne blev placeret. Først derefter forhøjede man borgbanken og stabiliserede derved stolperne med det opgravede materiale.

Tårnet på Kastelsbakken var anlagt med fire stolper i hver side og et kvadratisk grundplan på næsten 7 x 7 m. Vi ved ikke, hvor højt tårnet har været, men den meget kraftige fundering med stolperne stående mere end 3 m i jorden antyder, at de har haft tre eller måske fire stokværk. Det antages, at der i borgen er indgået endnu to tårne. Mens de fredløse opførte tårnet og anlagde en op mod 3 m høj vold langs borgbankens kant, har de over små bål på selve byggepladsen stegt eller kogt kød fra får, svin og kvæg. Man har tidligere fundet spor af brolægninger og lergulve fra bygninger, der formodentlig stammer fra husene på borgbanken.

På Skådebakken opførte man, efter samme princip som på Kastelsbakken, en høj bygning, et tårn eller tårnhus med en grundplan på ca. 6 x 10 m, antagelig i tre stokværk. En genanvendt skibsside har tjent som vægbeklædning. Et lille køkken med stensat ildsted og brolagt ovnbund blev indrettet i tårnhusets nederste stokværk.

Hjelm hæver sig ind mod midten af øen, og her blev den centrale borg anlagt. Man gravede en 6 m dyb voldgrav, og med det opgravede materiale har man forhøjet og planeret borgbanken. Ud mod kanten af banken blev der opført en træpalisade. De høje, stejle voldgravssider har tilsyneladende udgjort en tilstrækkelig befæstning, og man har ikke fundet det nødvendigt med en vold langs kanten som på Kastelsbakken. En sådan vold ville også have optaget en væsentlig del af pladsen på den i forvejen begrænsede borgbanke, som skulle rumme boliger til den nødvendige bemanding samt køkken, værksteder og repræsentative bygninger til øens kommandant. Desuden må vi fore­stille os, at det var her, Marsk Stig og alle de aristokratiske hærførere fra sommertogterne og andre magtfulde folk samledes både før og efter togterne. Man byggede adgangsvej og bro fra nord på det eneste sted, hvor niveauforskellen i forhold til det omgivende terræn ikke var for stor. En stigning på 1 m over den 12 m lange bro var til at have med at gøre, selv når vogne skulle over. På borgen lå husene tæt. Dele af tre huse blev undersøgt ved de arkæologiske udgravninger. De er opført i træ, enten i bindingsværkskonstruktion med lerklining eller soltørrede sten i tavlene eller med vægge af lodretstillede planker. Man har anvendt de forhåndenværende materialer, og også her på Fyrbakken har en af væggene været beklædt med en genanvendt skibsside. Bagvæggen af en ovn blev opbygget af munkesten (middelalderens karakteristiske store mursten). Ellers har tegl og frådsten kun indgået i ganske særlige bygningsdetaljer. Som gulv lagde man et tyndt lag ler, der blev fornyet, når det efter et stykke tid var nedslidt og tilsmudset. Sydligt på borgbanken har der i en af bygningerne været en 12 m2 stor kælder, opført af kampesten. Indersiden har været pudset op med ler, strøget over med hvidtekalk. Kælderen har sikkert ligget i tilknytning til køkkenet.

Hjelm fremtræder fra naturens hånd som en fæstning. De 40 m høje, stejle kystskrænter med tæt bevoksning af tjørn har i sig selv fungeret som et for­svarsværk. Fra de tre voldsteder har man kunnet overvåge sejladsen i denne del af Kattegat, og fra Kastelsbakken og Skådebakken kunne man holde øje med fjendtlige skibe, der sejlede tæt ind til øens kyster. Skådebakken blev anlagt på det sted, hvor øens forsvar i sig selv var svagt. Her førte en slugt fra kysten op mod højlandet. På vestkysten anlagde man en 2 m høj vold over en strækning, hvor kystskrænten på grund af erosion var mindre stejl. Strategisk har det været hensigtsmæssigt med flere befæstede borge på øen. Styrken var på den måde delt på flere lokaliteter, hvorfra mulighederne for et bagholdsangreb under en eventuel belejring var til stede.

Området mellem Fyrbakken og Kastelsbakken blev ryddet for træer og anden bevoksning. Dels har man haft brug for tømmer, dels var det påkrævet af forsvarsmæssige grunde, så man kunne overskue øen. Desuden blev der her opført stalde til dyreholdet på øen. Det har været nødvendigt at have en permanent styrke på øen, og den skulle klare sig gennem vinteren. Styrken har ikke nødvendigvis været særlig stor, for i datidens militære tankegang var det ikke angreb fra en stor flåde, man skulle forsvare sig i mod, snarere angreb fra mindre grupper. Med bemandingen af de tre borge, de personer som skulle tage sig af dyrene, håndværkere samt deres familier, som det var sædvanen på den tid, kan det næppe have været under 100 personer, som levede på øen året rundt. Det har fordret en stor grad af selvforsyning. Derfor er det ikke overraskende, at knoglematerialet fra udgravningerne viste, at man har haft dyrehold på øen - kvæg, får, grise, høns, gæs og kaniner. Kaningårde var et nyt fænomen ude i Europa på denne tid, og det er første gang, det har kunnet konstateres på dansk grund. Husene i det åbne land har i overensstemmelse med tidens tradition været af lettere konstruktion, hverken med nedgravede stolper eller kraftige stenfundamenter. En syld lagt på jorden har været tilstrækkeligt, men giver sig ikke til kende i dag efter godt 100 års dyrkning. Kun ved møntværkstedet nord for Kastelsbakken var der stadig bevaret spor af to-­tre huse.

Falske mønter

Da de fredløse indtog Hjelm, tog de ifølge de skriftlige kilder nogle af kongens møntmestre med til øen. De kan være blevet taget til fange under det netop overståede plyndringstogt, hvorfra man også havde hjembragt store mængder genstande af kobber fra de plyndrede byer. Der blev ført krig på flere fronter, også på den økonomiske. At fremstille mønter var et kongeligt regale, kongens eneret. Derfor var det et alvorligt anslag mod den, der havde kongemagten, hvis der blev fremstillet falske mønter, og de blev distribueret og kom i omløb sammen med kongens mønter. Kongen ville ikke kun gå glip af den indtægt, der lå i udmøntningen, men dertil var det en ydmygelse, som de fredløse her spillede på, og som de håbede ville være med til at bringe folkene bag barne­kongen til fald og dem selv tilbage til magten. Vi ved, at det lykkedes for de fredløse at få et betydeligt falskmøntneri i gang. Det omtales i Hindsgavlforliget mellem den danske og den norske konge i 1295. Ifølge forligsteksten kunne den norske konge legalt beholde Hjelm, hvis han sørgede for, at produktionen af falske mønter ophørte.

De tilfangetagne møntmestre er blevet tvunget til at tage del i falskmøntneriet på Hjelm. Forud for undersøgelserne havde vi forventninger om, at der øst for Kastelsbakken har ligget et centralt møntværksted. Her var der i flere omgange i forbindelse med landbrugsdriften fundet mønter, barrer og andre genstande, som tydede på møntfremstilling. Det var derfor overraskende og i begyndelsen uforståeligt, at der i alle søgegrøfter i områderne mellem vold­stederne blev fundet mønter og større mængder kobberstykker fra møntproduktionen. Tre steder var koncentrationen særligt stor. Det var ved den på forhånd kendte lokalitet Møntstedet, ved en lavning i terrænet nord for Kastelsbakken samt tæt ved voldgraven nordvest for Fyrbakken. Ved Fyrbakken mener vi at have afdækket den vestlige del af et egentligt værksted, med vægrende, stolpehuller til stolpen, hvor understemplet har siddet, tre delvist nedgravede tønder samt en esse. Grundplanen er meget lig den, som blev udgravet i ærkebispens møntværksted i Trondheim. Nord for Kastelsbakken blev der registreret rester af bygninger, der kan have rummet en møntsmedje. Ved Møntstedet blev der imidlertid, pga. nedpløjning, ikke erkendt bygnings­rester. Der er ikke tvivl om, at man på disse pladser har arbejdet med møntproduktion. De store mængder kobberstykker repræsenterer alle stadier i frem­stillingsprocessen - skrotmetal, støbeaffald, nystøbte og udhamrede barrer, afklippede kvadratiske stykker, som ved koldsmedning blev forarbejdet videre til blanketter samt færdige mønter. Man har også klippet møntbarrer direkte af kobberkedler og heraf fremstillet blanketter. Små smeltedråber, der sprøjter fra den glødende kobberlegering, når smeltediglen bæres fra essen til støbefor­men, viser, at vi er helt tæt på støbeprocessen. Indimellem har møntsmedene rystet på hånden, så et skvulp flydende kobberlegering er faldet på jorden og har efterladt en smelteklump. Også hammerskæl viser, at vi er tæt ved essen. Ved kobberproduktion springer der skæl af jerntængerne, når diglerne holdes i ilden. Og vi fandt det ultimative bevis for møntproduktion - et møntstempel, hvis præg svarer til en af de mønttyper, der var mange af blandt de fundne mønter. Der er nu registreret mere end 350 mønter, hvor langt hovedparten bærer de præg, der har været benyttet i perioden 1290-95.

Kongens mønt blev på denne tid fremstillet med et ringe indhold af sølv. Siden 1230'erne var det på grund af landets dårlige økonomi blevet alminde­ligt at tilføre mønterne mere og mere kobber og tilsvarende mindre sølv. Om­kring år 1290 indeholdt mønterne således blot 10% sølv. Såfremt der for de fredløse skulle være mening i at fremstille mønter, måtte det være med et lavere indhold af sølv eller helt uden ægte sølv. De nye metallurgiske under­søgelser har bekræftet antagelsen om, at de mange fundne mønter med præg fra perioden 1290-95 rent faktisk er rene kobbermønter. Der er nu ikke længere tvivl. Til de fredløses falske mønter er kun brugt kobber. Mønternes præg tyder endvidere på, at udmøntningen faktisk stoppede efter Hindsgavlforliget i 1295. Et stadigt uafklaret spørgsmål er imidlertid, hvordan man har fået mønterne til at ligne kongens, der, selv på trods af deres lave sølvindhold, stadig så ud som sølvmønter? Skinnede de falske mønter rødligt som kobber, var hele processen med at give dem kongens præg forgæves. Det mest sandsynlige er, at de rødlige kobbermønter er blevet dyppet i en sølvholdig væske. Når hornsølv, der er en almindeligt forekommende sølvmalm, lægges i en amoniakholdig væske, f.eks.. urin, udskilles der sølvklorid, eller rettere, sølvet går i opløsning. Kommer man kobbermønterne i en sådan opløsning, dannes der en tynd sølvskinnende overflade, som ikke vil være til at skelne fra overfladen på en mønt med et sølvindhold på 10%. Sølvlaget er så tyndt, at det er blevet opløst ved det efterfølgende ophold i jorden. Vi kan derfor ikke længere se forsølvningen, og den kan heller ikke spores ved de metallur­giske undersøgelser. På en af de analyserede mønter blev der imidlertid spo­ret rester af sølvklorid, der kan stamme fra en sådan forsølvning.

Der tegner sig nu et anderledes nuanceret billede af de fredløses falskmøntnervirksomhed. Der må have været adskillige værksteder på øen, hvoraf vi har fundet tre. Møntslagningen har været en lavteknologisk proces, som ikke har krævet solide bygninger, men det ser alligevel ud til, at der er blevet bygget huse eller hytter, hvor hele fremstillingen foregik lige fra smeltning til prægning.

I forbindelse med arkæologiske udgravninger af kulturlag fra denne periode af middelalderen er mønter almindeligt forekommende. Deres ringe værdi har betydet, at kongens legale møntmestre havde travlt med numerisk store udmøntninger. Såfremt falskmøntneriet har haft den tilsigtede skadelige indvirkning på kongerigets økonomi, hvilket antydes af de skriftlige kilder, er der produceret mange mønter på Hjelm. Hvor mange vides selvfølgelig ikke, men hundreder tusinder er nok ikke skudt over målet. Vi må forestille os, at de tilfangetagne møntmestre har måttet organisere møntfremstillingen og vejlede et betydeligt antal personer, som deltog i processen. Måske har soldater­ne på denne måde tjent en ekstra skilling eller rettere penning, som var dati­dens møntenhed.

Borgene erobres

1306 erobrede Erik Menved Hjelm og nedbrændte borgene. Han ville fjerne den fjendtlige trussel midt i riget, nu hvor krigen mod den norske konge blev ført i Halland. Han havde til det formål samlet en større hær. Den kunne bruges ved erobringen af øen. Hvordan det er foregået, får vi en antydning af i de arkæologiske fund. Med hæren har det ikke voldt problemer at trænge op på øens højland gennem slugten nord for Skådebakken. Om denne borg er blevet indtaget med det samme, er blevet belejret eller har overgivet sig, ved vi ikke. Der blev ikke fundet våben eller våbendele ved udgravningerne på Skådebakken, og vi kan derfor ikke på den måde nærme os et svar. Da hæren var kommet op på højlandet, undgik man i første omgang en direkte konfrontation med den centrale borg på Fyrbakken og gik i stedet til angreb på Kastelsbakken. Fundet af 18 armbrøstpilespidser og tre spydspidser viser, at man måtte kæmpe for at indtage borgen.

Vi må forestille os, at alle øens beboere ved angrebet er flygtet op på borgene. Pile- og spydspidser fundet i det åbne land kan være fra de armbrøstpile og kastespyd, som forsvarerne har sendt mod angriberne. På Fyrbakken blev der kun fundet en enkelt armbrøstpilespids. Det er tænkeligt, at man har indledt forhandlinger for at undgå unødige tab. Borgen på Fyrbakken var stærk efter tidens forhold, og de fleste forsvarere har uden tvivl søgt herhen. Det havde krævet hård og lang kamp, såfremt denne borg skulle indtages. Det har givet forsvarerne en gunstig forhandlingsposition, som har kunnet sikre dem frit lejde til at forlade øen med både liv og ære i behold. Erik Menved har antagelig ikke haft noget personligt udestående med forsvarerne, men var blot interesseret i at få borgene jævnet med jorden. Så vi må se det hvide flag hejst over Fyrbakken, hvorefter kommandant og soldater, håndværkere, kokke og de, der har passet dyr, køkkenhaver mv. samt deres koner og børn, forlod borgen for at søge mod de skibe, som herefter sejlede dem til Norge. Nogle norske købmænd blev dog tilbageholdt. Dernæst har kongens folk sat ild på borgen. Den begivenhed kunne tydeligt erkendes i de arkæologiske udgravninger som et sort lag fyldt med aske, trækul og brændte bygningsdele, der overalt lå og forseglede de levn, som 16 års liv på øen havde efterladt.

Vi havde ventet, at hermed var historien om Marsk Stig og de fredløse på Hjelm afsluttet, men også her bragte undersøgelserne overraskelser for dagen. Kort tid efter borgen på Fyrbakken var blevet brændt af, er man begyndt at bygge borgbanken op på ny. Var det Erik Menved, som havde tænkt sig at opføre en borg her? Næppe, så havde han nok sparet afbrændingen, og han havde i øvrigt andre stærke borge, som lå strategisk bedre for en dansk konge. Det mest sandsynlige er, at den norske konge har villet håndhæve sin ret til øen, som aftalt ved Hindsgavlforliget i 1295. Det har han gjort ved at sende et mandskab tilbage til øen for at begynde genopførelsen af øens centrale borg. Hjelm havde imidlertid heller ikke for ham den samme betydning som tidligere. De fredløse og deres efterkommere var ikke længere så vigtige i det nordiske magtspil, og efter en markering af sin ret til øen, må han have opgivet den igen. Borgen blev aldrig genopført, og Hjelm forsvinder ud af Danmarks middelalderhistorie - lige med undtagelse af sangene, hvori man stadig mindedes marsken, og øen der fik horn.

Pauline Asingh & Nils Engberg

(Pauline Asingh & Nils Engberg (red.) 2002: Marsk Stig og de fredløse på Hjelm. Jysk Arkæologisk Selskab)

 

Copyright © 2003 Kulturarvsstyrelsen. 
Senest redigeret: 03-04-03  af  Claus Dam .